Transcript
Adam, Andy, Alexander… Ellen Altfest / Ivan Andersen / Georg Baselitz Anna Bjerger / Per Inge Bjørlo Sonja Lillebæk Christensen / A K Dolven Poul Gernes / Olof Olsson
Uddrag af eventyret Psychen af H.C. Andersen, 1862 I en lille, snever Gade stod et gammelt Huus, det havde engang været et Tempel; her boede en ung Kunster; fattig var han, ubekjendt var han; ja, han havde jo nok unge Venner, ogsaa Kunstnere, unge i Sind, i Haab og Tanke; de sagde ham, at han var rig paa Talent og Dygtighed, men han var en Nar, at han aldrig selv kunde troe paa det. Han brød jo altid itu, hvad han havde formet i Leret, han blev aldrig tilfreds, fik aldrig Noget færdigt, og det maa man, for at det kan sees, erkjendes og skaffe Penge.
“Du er en Drømmer!” sagde de, “og det er din Ulykke! men det kommer af, at Du
ikke har levet endnu, ikke smagt Livet, nydt det i store, sunde Drag, som det skal nydes. I Ungdommen just, kan og skal man gjøre Det og sig til Eet! see den store Mester Raphael, som Paven hædrer, og Verden beundrer, han tager for sig af Vinen og Brød et!”
“Han spiser Bagerkonen med, den nydelige Fornarina!” sagde Angelo, een af de
lystigste, unge Venner.
Ja, de sagde Alle saa Meget, efter deres Ungdom og Forstand. De vilde have den
unge Kunstner med paa Lystighed, paa Vildskab, Galskab kan det ogsaa kaldes; og dertil følte han ogsaa i Øieblikke Lyst; hans Blod var varmt, Phantasien stærk; han kunde slaae med ind i den lystige Tale, lee høit med de Andre; og dog, Det de kaldte “Raphaels muntre Liv”, sank hen for ham som Morgentaagen, saae han den Guds Glands, der lyste ud fra den store Mesters Billeder; og stod han i Vaticanet foran Skjøn hedsskikkelserne, Mestre for Aartusinder siden havde formet af Marmorblokken, da svulmede hans Bryst, han følte i sig Noget saa høit, saa helligt, opløftende, stort og godt, og han ønskede at skabe, at meisle ud af Marmorblokken saadanne Skikkelser. Han vilde give et Billede af, hvad der svang sig fra hans Hjerte op mod det Uendelige, men hvorledes, og i hvilken Skikkelse. Det bløde Leer bøiede sig i Skjønhedsformer for hans Fingre, men Dagen efter, som altid, brød han itu, hvad han havde skabt.
En Dag gik han forbi eet af de rige Paladser, af hvilke Rom har mange, han stand-
sede der ved den store, aabne Indgangsport, og saae billedsmykkede Buegange om slutte en lille Have, der var overfyldt af de skjønneste Roser. Store, hvide Callaer med deres grønne, saftige Blade skøde op i Marmorkummen, hvor det klare Vand pladske de; og her forbi svævede en Skikkelse, en ung Pige, Datteren af dette fyrstelige Huus; saa fiin, saa let, saa deilig! saaledes havde han ingen Qvinde seet, jo! malet af Raphael, malet som Psyche, i eet af Roms Paladser. Ja, der var hun malet, her gik hun levende.
I hans Tanke og Hjerte var hun levende; og han gik hjem i sin fattige Stue og forme
de i Leret Psyche; det var den rige, unge Romerinde, den adelsbaarne Qvinde; og for første Gang saae han tilfreds paa sit Værk. Det havde Betydning, det var hende. Og Vennerne, som saae det, jublede høit i Glæde; dette Arbeide var en Aabenbarelse af hans Kunstner-Storhed, den, de havde forud erkjendt, Verden skulde nu erkjende den. Georg Baselitz
Untitled, 2014
i Marmorblokken maatte Psychen her faae Liv, og det kostbare Stykke Marmor havde
Leret er vel kjødfuldt og levende, men det har ikke Marmorets Hvidhed og Varighed;
[GBZ-14-012]
han; det laae allerede i mange Aar, som Forældrenes Eiendom, i Gaarden; Flaskeskaar,
Finochi Top, Levninger af Artiskokker dyngede sig hen over og tilsølede det, men indeni var det som Bjergets Snee; herfra skulde Psychen løfte sig.
En Dag traf det sig saa, ja, den klare Stjerne fortæller Intet derom, den saae det
ikke, men vi vide det: et fornemt romersk Selskab kom i den snevre, ringe Gade. Vogn en holdt noget derfra, Selskabet kom for at see den unge Kunstners Arbeide, ved et Tilfælde havde det hørt derom. Og hvem vare de fornemme Besøgende. Stakkels unge Mand! altfor lykkelige unge Mand, kunde han ogsaa kaldes. Den unge Pige selv, stod her i Stuen, og med hvilket Smiil, da hendes Fader sagde de Ord: “Det er jo Dig lyslev ende!” det Smiil kan ikke formes, det Blik kan ikke gjengives, det forunderlige Blik, hvor med hun saae paa den unge Kunstner, det var et Blik som løftede, adlede og – knuste.
“Psychen maa fuldføres i Marmor!” sagde den rige Herre. Og det var Livsens Ord
for det døde Leer og for den tunge Marmorblok, som det var Livsens Ord for den be tagne unge Mand. “Naar Arbeidet er fuldført, kjøber jeg det!” sagde den fyrstelige Herre.
Det var som en ny Tid rullede op i det fattige Værksted; Liv og Munterhed lyste der
inde, Travlhed blev der. Den lysende Morgenstjerne saae, hvorledes Arbeidet skred frem. Leret selv var blevet som beaandet, fra hun var her, det bøiede sig i forhøiet Skjønhed til de kjendte Træk.
“Nu veed jeg, hvad Livet er!” jublede han, “det er Kjærlighed! det er Opløftelse i det
Herlige, Henrykkelse i det Skjønne! hvad Vennerne kalde Liv og Nyden, er Forkrænkel se, er Bobler i den gjærende Bærme, ikke den rene, himmelske Alterviin, Indvielsen i Livet!”
Marmorblokken blev reist, Meislen hug store Stykker bort; der blev maalt, sat Punkt
er og Mærker, det Haandværksmæssige gjort, til lidt efter lidt Stenen blev Legeme, Skjønhedsskikkelse, Psychen, deilig som Guds Billede i den unge Qvinde. Den tunge Steen blev svævende, dandsende, luftiglet, en yndig Psyche, med Smilet, himmelsk uskyldigt, som det havde speilet sig i den unge Billedhuggers Hjerte.
Stjernen i den rosenfarvede Morgen saae det og forstod tilvisse, hvad der rørte sig
hos den unge Mand, forstod den vexlende Farve paa hans Kinder, Blinket fra hans Øine, idet han skabte, gjengav, hvad Gud havde givet.
“Du er en Mester, som hine i Grækernes Tid!” sagde de henrykte Venner. “Snart vil
hele Verden beundre din Psyche!”
“Min Psyche!” gjentog han. “Min! ja, det maa hun være! ogsaa jeg er Kunstner, som
hine store Henfarne! Gud har forundt mig Naadegaven, løftet mig høit, som den Adels baarne!”
Og han sank paa sine Knæ, græd i Tak til Gud – og glemte igjen ham for hende, for
hendes Billed i Marmor, Psyche-Skikkelsen, der stod, som skaaren af Snee, rødmende i Morgensolen.
Olof Olsson Untitled, 2015 [OOPER-15-001]
A K Dolven Stills from what can I do for you?, 2007 [AKD-07-003]
Ivan Andersen A Run for the Money, 2007 [IA-07-011]
Poul Gernes Bagsider, 1969 [PGF-69-001]
Sonja Lillebæk Christensen Stills from Mad About the Boy, 2007 [SLC-07-001]
Anna Bjerger
Anna Bjerger
Repose, 2011
Rocks, 2015
[ABM-11-001]
[ABM-15-001]
Per Inge Bjørlo Sjølvportrett / Self portrait, 2014 [PIB-14-001]
Ellen Altfest Untitled (Checkered shirts), 2012 [EAZ-12-001]
Ellen Altfest Untitled (Blue Jean Shirts), 2012 [EAZ-12-002]
The omnipotence of the imagination
The two exhibitions Eva, Pamela Victoria… and Adam, Andy, Alexander…
(how do we move on?)
show images of women and men, respectively, in the art of mainly contem porary artists. The motifs in both exhibitions are created by an equal number
Everything refers to the body, and the body
of female and male artists, or by a combination, as in the case of Grayson
always refers to something other than itself.1
Perry, but the woman/man as the motif is the starting-point for all the works, which are chronologically coincident with the period after the sexual revolu tion, and range from Kirkeby’s 1963 masonite slab painting of women’s shoes, ‘The Window – (How do I proceed?) to Guy Rusha’s brand-new paintings
“What’s going to happen to screwing after the revolution?” asks Suzanne
from 2015. They are therefore interesting to examine in relation to the fanta
Brøgger in her 1974 short story, Åh Trikotage –
sies they reflect: do they still express the same politically incorrect longings?
2
(“Oh Hosiery –”). The revo
lution she refers to is the sexual revolution that took place in the wake of the
Or have new fantasies appeared that can expand our repertoire in unexpect
student unrest of 1968, and which led to the legalisation of visual pornography
ed directions?
in Denmark in 1969. Brøgger’s story deals with those piqued erotic fantasies we have that are not very politically correct or based on any equality between
Overall, in the exhibition of images of women, the works chronicle a decided-
the sexes, but which, on the contrary, draw their lustful nourishment from
ly feminine universe of dresses (Justesen), shoes (Kirkeby), flowers (Fueki)
inequality, power relations, humiliation and subjugation. Fantasies which,
and hats (Fueki), accompanied by a number of posing Nudes (Rusha, Tal R,
moreover, form the foundation of most pictures in art history and most myths,
Steffensen) – the term for the familiar presentation of the naked female body
fairy tales and erotic stories in literature, for which reason they cannot easily
as the model for a painterly motif.3 In the exhibition of images of men, con
be dismissed. So, Brøgger asks, what has happened to these fantasies after
versely, we mostly see men taking action and interacting with the world,
the sexual revolution, when images of the erotic and the naked body were
whether through physical training (Andersen), dancing (Lillebæk Christensen),
set free, and the women’s movement demanded equal rights for women in
resting (Bjerger), mountain climbing (Bjerger) or performing (Olsson). Already
society? Did the fantasies become correspondingly free, new and different?
here, we see the classic dichotomy between woman’s being and man’s
Or did they remain exactly as politically muddled as ever, with the centuries-
doing:4 It is through his actions that a man becomes man, but it is only through
old dichotomy between the sexes in both imagination, society and art creat
her body, her mere being, that a woman is a woman. But what else do they
ing unequal appetites of a completely different character than was dreamed
portray, these men/women works? What fantasies do they conceal?
of by the equality activists in society? In specific terms, an otherwise quite explicit sexual situation is hidden in Almost 50 years after the revolution, the issue is, apparently, still topical.
Maija Luutonen’s abstract drawing G (transfer), 2015. The work takes as its
A veritable drama, for example, plays out on my bookshelves, where loud
model a classic Japanese shunga motif, in which a man penetrates a prone
and dramatic titles discuss the importance of the body that we humans, after
woman who has her head lifted in pleasure, so that her long hair becomes
all, all have in common: Hard Core – Power, Pleasure and the “Frenzy of the
visible. The specific model for Luutonen’s work dates from 1815, but many
Visible” (Williams, 1999), Making Sex – Body and Gender from the Greeks to
erotically explicit shunga motifs are much older, and were reportedly used
Freud (Laqueur, 1990), Venus in Exile – The Rejection of Beauty in the 20th-
as sexual stimulants by both men and women of the upper classes. In the
Century Art (Steiner, 2001), Over her Dead Body – Death, Femininity and the
2015 version by Luutonen the salacious scene has been completely omitted,
Aesthetic (Bronfen, 1992) are just some of the many books I have on my
and only a reminiscence of the woman’s chevelure remains at the side, as a
shelves on the subject: the body in art, and particularly the female body as
trace of what for many people would be a well-known motif. Luutonen thus
the object of the lustful masculine (artist’s) gaze; books that, for the most
erases the fantasy in favour of the abstract – from here, we can surely freely
part, take their starting-point in psychoanalysis, particularly the Lacanian
elaborate by ourselves?
variety, in a post-structuralist critique of the images, stories and myths on which our entire culture is essentially based. The problem with the above-
In Kirkeby’s 1967 collage the nudity becomes once again more explicit. In the
mentioned fantasies is namely that they are essentially not women’s, but
centre of the collage sits a nude female model with her back turned. She is
men’s fantasies, to which women have had to subject their bodies through
immediately reminiscent of a photographic recreation of Ingres’ famous Val-
out our cultural history.
pinçon Bather from 1808. The remainder of the collage consists of faces of
pretty women – torn from magazines and advertisements, accumulated and
ty that we would so greatly wish to live up to. Diderot said: “Art expresses
carefully arranged on paper, drawn over here and there with Kirkeby’s line.
what society has not yet formulated”. But perhaps in this particular situation,
The posing woman (the most common motif in art history) is thus noncha
when women and men are portrayed in art, it is just the opposite: here,
lantly arranged5 and given a line.
society has actually formulated something – equal rights – which has yet to be expressed in art.
In Tal R’s new drawings of naked women, the women are not posing in the traditional sense, but are waiting; in Y & T, 2015, two naked women sit on
As Brøgger concludes her story: “Although I am not very proud of them, I
two bedsides, and a special tension arises: what are they waiting for? Each
don’t think anyone can liberate themselves from their fantasies. For while we
other? Or a third party? This anticipatory position is also found in the work k,
may try to suppress them as best we can, we can hardly liberate ourselves
2014, in which the naked woman has got up from the bed and has moved
from the patterns of thought and centuries-old expectations that determine
towards the window – perhaps to look for the expected person, or perhaps
them: that which lies behind the pictures.”7
even to be regarded herself? In any case, it is as though two eyes in the night are looking in at the naked figure ... Works which in a completely Freudian
Maria Kjær Themsen
sense can be said to refer to what the woman lacks6; she is not complete in herself, but exhibits a passive, waiting behaviour. If we compare this with a corresponding motif in the exhibition of images of men, the work Repose, 2011, by Anna Bjerger, depicts a man resting in bed. He does not sit naked in a waiting position on the bedside, but is ‘complete’ in his own company. Even his relaxed behaviour is in fact an action, which is enclosed about itself. Other works in the exhibition of men zoom right in on the skin, the hair, the body, which thereby becomes like a subtle landscape, rather than an erotic object in full figure. In Ellen Altfest’s watercolours of the male body, the portrait thus comes right up close to the skin and hair, pro truding from beneath a shirt sleeve or the leg of a pair of jeans: small slices of the man, which block the erotic gaze in favour of a study of the details. Something similar applies to A K Dolven’s photographic close-ups of the body’s skin, hair and hollows, while Gernes’ buttocks and balls on a photo copier are the epitome of this near-skin approach. The effect is curious in a bodily sense rather than provocative and posing, as when the woman’s naked body is painted or photographed. The male portraits, in other words, either zoom in on the skin (and thereby alienate it) or zoom out completely to show the man in action, or else show the man as portrayed by himself, which is definitely not sexy, but rather gloomy and ghost-like, as in Per Inge Bjørlo’s Self Portrait, 2014. 1
Lilian Munk Rösing: Kønnets katekismus, 2005. p. 85.
In other words, the man as a sexual body, as an outright object of desire,
2
Suzanne Brøgger: “Åh Trikotage - - - ”, in: Fri os fra kærligheden, 1974.
still does not exist. And this is largely because the owner of the lustful gaze
3
Cf. John Berger: Ways of Seeing, 1972.
is man himself. If a male nude model were to pose erotically in a picture, the
4
As Berger writes on the first page of Ways of Seeing: “A man’s presence suggests
work would be perceived as homosexual, i.e. still aimed at a man. The wom
what he is capable of doing to you or for you… A woman must continually watch herself.”
an as the owner of a lustful gaze does not yet exist, because our language
5
Cf. all of the above-mentioned titles.
and our visual culture have never invented it. This is one of the reasons why
6
Cf. Rösing: Op. cit.
our fantasies are still not at all in harmony with the political slogans of equali
7
Brøgger: Op. cit., p. 197.
Adam, Andy, Alexander… Ellen Altfest / Ivan Andersen / Georg Baselitz / Anna Bjerger / Per Inge Bjørlo Sonja Lillebæk Christensen / A K Dolven / Poul Gernes / Olof Olsson 9 October – 19 December 2015
Works / Værker Anna Bjerger
Ellen Altfest
Ivan Andersen
Per Inge Bjørlo
Repose, 2011
Untitled (Checkered shirts),
A Run for the Money, 2007
Sjølvportrett / Self portrait, 2014
Oil on aluminium
2012
Oil and acrylic on canvas
Charcoal, chalk and wax on
60 cm x 120 cm
Watercolor on paper
150 cm x 180 cm
plastic wire sheet
ABM-11-001
12,4 cm x 11,9 cm
IA-07-011
200 cm x 150 cm
EAZ-12-001
PIB-14-001
Anna Bjerger
Olof Olsson
Rocks, 2015
Ellen Altfest
Untitled, 2015
Sonja Lillebæk Christensen
Oil on aluminium
Untitled (Blue Jean Shirts), 2012
30 min performance
Mad About the Boy, 2007
105 cm x 130 cm
Watercolor on paper
OOPER-15-001
Video on monitor
ABM-15-001
10,5 cm x 10,8 cm
SLC-07-001
EAZ-12-002
Poul Gernes
A K Dolven
Bagsider, 1969
what can I do for you?, 2007
Georg Baselitz
B/W photography mounted on
16 mm film
Untitled, 2014
masonite
4 cm x 41 cm
Ink and watercolour on paper
122 cm x 122 cm
AKD-07-003
79,4 cm x 59,0 cm
PGF-69-001
GBZ-14-012
FLÆSKETORVET 85 A © The artists and Galleri Bo Bjerggaard Curators: Anna Margrethe Pedersen and Bibi Saugman Extract from Psychen: http://visithcandersen.dk/e1-psychen.htm
DK–1711 KØBENHAVN V TEL + 45 33 93 42 21
[email protected]
ISBN-nr. 978-87-93134-12-6 Translation Danish to English: Wordmaster Thanks to Rosendahls, the artists, Bjarte Bjørkum, David Risley Gallery, James Aldridge, Jochen Littkemann and White Cube, London
TUESDAY-FRIDAY 1 PM–6 PM SATURDAY 12 PM–4 PM WWW.BJERGGAARD.COM
© The artists and Galleri Bo Bjerggaard Curators: Anna Margrethe Pedersen and Bibi Saugman
FLÆSKETORVET 85 A DK–1711 KØBENHAVN V TEL + 45 33 93 42 21
[email protected]
Translation Danish to English: Wordmaster Thanks to Rosendahls, the artists, Shoshana Wayne Gallery and Victoria Miro Gallery, London ISBN-nr. 978-87-93134-12-6
TUESDAY-FRIDAY 1 PM–6 PM SATURDAY 12 PM–4 PM WWW.BJERGGAARD.COM
Eva, Pamela, Victoria… Chie Fueki / Kirsten Justesen / Per Kirkeby Maija Luutonen Grayson Perry / Tal R / Guy Rusha / Eva Schlegel / Erik Steffensen 19 August – 3 October 2015
Works / Værker
GRM-15-001
GPZ-01-001
62,5 cm x 52,0 cm x 4,0 cm
27,8 cm x 37,8 cm
panel
photograph on paper
Oil and pencil on linen over
Watercolour, pen and collaged
Nu Nude, 2015
Pretty Blossom, 2001
Guy Rusha
Grayson Perry
GRM-14-002
ESTP-97-002, -006, -009 and -010
37,5 cm x 33,0 cm
Ed. 9/12
wooden frame
57,0 cm x 37,5 cm
Oil on paper in artist made
Etching
BB, 2014
Untitled, 1997
Guy Rusha
Erik Steffensen
GRM-14-001
ESC-06-015
37,5 cm x 33,0 cm
Ed. 3/8
wooden frame
14 cm x 20 cm
Oil on paper in artist made
Silk screen on lead
Denmark, 2014
Untitled 095, 2006
Guy Rusha
Eva Schlegel
GPZ-01-002
CFM-13-001
27,8 cm x 37,8 cm
73,7 cm x 61,0 cm
photograph on paper
mulberry paper on wood
Watercolour, pen and collaged
Acrylic and mixed media on
Essex Landscape, 2001
Elizabeth (Black), 2013
Grayson Perry
Chie Fueki
Kirsten Justesen ICE DRESS #1, 2002 Copper pipe, iron, zinc , com pressor 1:1 205 cm x 100 cm x 100 cm KJS-02-001
Maija Luutonen G (Transfer), 2015 Acrylic on paper 140 cm x 115 cm MALZ-15-001
Per Kirkeby Untitled, 1964 Mixed media on masonite 62 cm x 80 cm PKI-64-009
Tal R Ananas / Pineapple, 2012 Acrylic and varnish on wood 134 cm x 60 cm x 60 cm TRS-12-001
TRZ-14-020
PKC-67-001
38 cm x 28 cm
69,4 cm x 62,6 cm
skin glue painted paper
Mixed media on cardboard
Crayon on pigment and rabbit
Untitled, 1967
k, 2014
Per Kirkeby
Tal R
33 cm x 54 cm
PKC-67-002
skin glue painted paper
69,7 cm x 49,7 cm
Crayon on pigment and rabbit
Mixed media on cardboard
Y&T, 2015
Untitled, 1967
Tal R
Per Kirkeby
Per Kirkeby
TRZ-15-002
Vinduet - (hvordan kommer jeg videre?) / The window (how do I proceed?), 1963 Mixed media on masonite 17,5 cm x 50,0 cm PKI-63-006
zoomer helt ind på huden, på håret, på kroppen, der bliver som et underfundigt landskab
i uventede retninger?
er i virkeligheden en handling, der slutter om sig selv. Andre værker på mandeudstillingen
længsler, de udtrykker? Eller er der nye fantasier på færde, der kan udvide vores repertoire
afventende på sengekanten, men er “hel” i sit eget selskab. Selv hans afslappede adfærd
at kigge på i forhold til hvilke fantasier, de udsiger: er det stadig de samme ukorrekte
– snarere end et erotisk objekt i helfigur. I Ellen Altfests’ akvareller af mandekroppen er
omvendt: her har samfundet faktisk formuleret noget, ligestillingsret fx, som endnu ikke
altså fantasien til fordel for det abstrakte – herfra kan man selv digte frit videre?
Men måske er det lige i denne situation, når kvinder og mænd portrætteres i kunsten, lige
er efterladt i siden som et spor efter det, for mange, velkendte motiv. Luutonen udvisker
leve op til. Diderot sagde: “Kunsten udtrykker det, samfundet endnu ikke har formuleret.”
af Luutonen er det frække motiv helt udeladt og kun en reminiscens af kvindens hårpragt
stadig slet ikke er i harmoni med de politiske ligestillingsparoler, som vi så hjertens gerne vil
benyttet til begærstimulans af både mænd og kvinder i de finere kredse. I 2015-versionen
sprog og billedkultur aldrig har opfundet det. Dette er en af grundene til, at vores fantasier
1815, men mange erotisk eksplicitte Shunga-motiver er langt ældre, og blev efter sigende
henvendt til en mand. Kvinden som ejer af et begærende blik findes ikke endnu, fordi vores
else, så hendes lange hår synliggøres. Det specifikke forlæg for Luutonens værk dateres til
nøgenmodel poserer erotisk på et billede, vil værket opfattes homoseksuelt, altså stadig
Shunga-motiv, hvor en mand penetrerer en rygliggende kvinde, der har hovedet løftet i nyd
gør den primært ikke, fordi ejeren af det begærende blik er manden selv. Hvis en mandlig
Luutonens abstrakte tegning G (transfer), 2015. Værket har forlæg i et klassisk japansk
Manden som seksuel krop, som decideret begærsobjekt, findes altså stadig ikke. Og det
Helt konkret gemmer der sig for eksempel en ellers helt eksplicit seksuel situation i Maija
re dystert og spøgelsesagtigt, som i Per Inge Bjørlos Self Portrait, 2014.
forestiller de mere, disse mand/kvinde værker? Hvilke fantasier gemmer sig i dem?
de, eller at manden har portrætteret sig selv, hvilket absolut heller ikke er sexet, men snare
til mand, det er alene i kraft af sin krop, sin blotte væren, at kvinden er kvinde. Men hvad
huden (så den fremmedgøres), eller at der zoomes helt ud og viser manden som handlen
kvindens væren og mandens handlen:4 Det er i kraft af sine handlinger, at en mand bliver
fotograferes. I mandeportrætterne er der altså enten tale om, at der zoomes helt ind på
(Bjerger) eller optræder (Olsson). Allerede her optegnes den klassiske dikotomi mellem
kropslig forstand, end den er æggende og poserende, som når kvindens nøgne krop males/
de træner (Andersen), danser (Lillebæk Christensen), hviler sig (Bjerger), klatrer i bjerge
fotokopimaskine er epitomet på denne nær-huds-strategi. Virkningen er snarere kuriøs i
udstillingen er der omvendt mestendels tale om mænd, der handler og agerer i verden;
nærportrætter af kroppens hud, hår og hulninger, ligesom Gernes’ bagdel og nosser på en
iscenesættelse af den kvindelige nøgne krop som model for et malerisk motiv.3 I mande
granskning af deltaljen. Noget tilsvarende gør sig gældende med A K Dolvens fotografiske
af en række poserende Nudes (Rusha, Tal R, Steffensen) – betegnelsen for den velkendte
cowboybuksebenet: små udsnit af manden, der umuliggør det erotiske blik til fordel for en
(Justesen), sko (Kirkeby), blomster (Fueki) og hatte (Fueki), der desuden akkompagneres
portrættet således helt tæt på huden og hårene, der stikker ud under skjorteærmet eller
I dameudstillingen optegner værkerne overordnet et decideret feminint univers af kjoler
udtrykkes i kunsten. I Kirkebys collage fra 1967 bliver det igen mere eksplicit med nøgenheden. I midten af colla
ventninger, der betinger den. Det der ligger bagom billederne.”7
ret på papiret og overtegnet hist og her med Kirkebys streg. Således anordnes nonchalant
overbevisning, vil man næppe kunne frigøre sig fra den tænkning og de årtusindgamle for
af ansigter af kønne kvinder – revet ud fra magasiner og reklamer, ophobet og fint arrange
noget menneske kan gøre sig fri af deres fantasi. For selvom den undertrykkes efter bedste
mimesis af Ingres’ berømte Den badende fra Valpinçon fra 1808. Resten af collagen består
Som Brøgger afslutter sin novelle: “For selvom jeg er meget lidt stolt af den, så tror jeg ikke
gen sidder en rygvendt, nøgen kvindelig model. Hun minder umiddelbart om en fotografisk
den poserende kvinde (kunsthistoriens mest udbredte motiv)
5
og gives en streg. Maria Kjær Themsen
I Tal Rs nye tegninger af nøgne kvinder er kvinderne ikke poserende i traditionel forstand, men de er afventende; i Y & T, 2015, sidder to nøgne kvinder på hver sin sengekant, og en særlig spænding opstår: hvad venter de to kvinder på? Hinanden? eller en tredje part? Den
what he is capable of doing to you or for you….. A woman must continually watch herself.”
ens mangel6; hun hviler ikke i sig selv, men udviser en ikke-handlende afventende adfærd.
Som Berger skriver på første side af Ways of Seeing: “A man’s presence suggests
4
den nøgne skikkelse… Værker, der i helt freudiansk forstand kan siges at henvise til kvind
3
måske for selv at blive betragtet? I hvert fald er det som om to øjne i natten kigger ind på
2
fra sengen, og har bevæget sig over mod vinduet – måske for at kigge efter den ventede,
1
ne afventende position findes også i værket k, 2014, hvor den nøgne kvinde har rejst sig
Lilian Munk Rösing: Kønnets katekismus, 2005. p. 85 Suzanne Brøgger: “Åh Trikotage - - - ”, in: Fri os fra kærligheden, 1974. Jf. John Berger: Ways of Seeing, 1972.
7
Repose, 2011, af Anna Bjerger, en mand, der hviler sig i sengen. Han sidder ikke nøgen
Jf. Rösing: Op. cit.
6
Sammenligner man fx med et tilsvarende motiv på mandeudstillingen, forestiller værket
Jf. samtlige af de ovennævnte titler
5
Brøgger: Op. cit., p. 197
Fantasiens almagt (hvordan kommer vi videre?) Alting henviser til kroppen, og kroppen henviser altid til noget andet end sig selv.1
“Hvad vil der ske med bolleriet efter revolutionen”, spørger Suzanne Brøgger i en lille tekst ’Åh Trikotage---’2 fra 1974. Revolutionen hun omtaler, er den seksuelle revolution, der fandt sted i kølvandet på studenteroprøret i 1968, og som førte til frigivelsen af billedpornografien i Danmark i 1969. Brøggers novelle handler om de fortrædelige erotiske fantasier, vi har, som overhovedet ikke er særligt politisk korrekte eller baseret i noget lige forhold mellem kønnene, men som tværtom henter sin lystige næring fra både ulighed, magt, fornedrelse og underkastelse. Fantasier, der i øvrigt ligger som en grundsats i de fleste billeder i kunst historien og de fleste myter, eventyr og erotiske fortællinger i litteraturen, hvorfor de ikke sådan lige er til at slippe af med. Så, spørger Brøgger, hvad er der sket med fantasierne efter den seksuelle revolution, hvor billederne af det erotiske og den nøgne krop blev sat fri, og kvindefrigørelsen krævede lige ret for kvinder i samfundet? Blev fantasierne tilsvarende frie, nye og anderledes? Eller forblev de nøjagtig så politisk forplumrede som altid, hvor den årtusindgamle dikotomi mellem kønnene i både fantasi, samfund og kunst skaber ulige lyster af en helt anden karakter, end lighedsforkæmperne i samfundet drømmer om? Problematikken er tilsyneladende, næsten 50 år efter revolutionen, stadig relevant. For eksempel udspiller der sig et veritabelt drama på mine bogreoler, hvor larmende og drama tiske titler diskuterer betydningen af den krop, som vi mennesker trods alt alle har tilfælles: Hard Core – Power, Pleasure and the “Frenzy of the Visible” (Williams, 1999), Making Sex – Body and Gender from the Greeks to Freud (Laqueur, 1990), Venus in Exile – The Rejection of Beauty in the 20th-Century Art (Steiner, 2001), Over her Dead Body – Death, Femininity and the Aesthetic (Bronfen, 1992), er blot nogle af de mange bøger, jeg har på reolerne om emnet: kroppen i kunsten, og særligt den kvindelige krop som model for det begærende maskuline (kunstner)blik. Bøger, der for de flestes vedkommende tager udgangspunkt i psy koanalysen, særligt den Lacanianske, i en poststrukturalistisk kritik af de billeder, fortællinger og myter, som hele vores kultur i bund og grund bygger på. Problemet med de ovennævn te fantasier er nemlig, at de dybest set ikke er kvindens, men mandens fantasier, mens kvinden har måttet lægge krop til dem igennem hele kulturhistorien. De to udstillinger Eva, Pamela Victoria… og Adam, Andy, Alexander… viser henholdsvis kvinde- og mandeafbildninger i kunsten af hovedsageligt nulevende kunstnere. Motiverne på begge udstillinger er skabt af lige dele kvindelige som mandlige kunstnere, eller i en bland ing som i tilfældet Grayson Perry, men kvinden/manden som motiv er udgangspunktet for
videre?) fra 1963, til Guy Rushas ganske nye malerier fra 2015. Derfor er de interessante
[CFM-13-001]
og spænder fra Kirkebys masonitplademaleri af kvindesko, Vinduet – (hvordan kommer jeg
Elizabeth (Black), 2013
værkerne, der tidsmæssigt er sammenfaldende med perioden efter den seksuelle revolution,
Chie Fueki
Kirsten Justesen ICE DRESS #1, 2002 [KJS-02-001]
Grayson Perry Pretty Blossom, 2001 [GPZ-01-001]
Grayson Perry Essex Landscape, 2001 [GPZ-01-002]
Maija Luutonen G (Transfer), 2015 [MALZ-15-001]
Guy Rusha Denmark, 2014 [GRM-14-001]
Guy Rusha BB, 2014 [GRM-14-002]
Tal R Y&T, 2015 [TRZ-15-002]
Tal R k, 2014 [TRZ-14-020]
Tal R Ananas / Pineapple, 2012 [TRS-12-001]
Erik Steffensen Untitled, 1997 [ESTP-97-009, -002, -006 and -010]
Eva Schlegel Untitled 095, 2006 [ESC-06-015]
Per Kirkeby Untitled, 1964 [PKI-64-009]
Per Kirkeby Untitled, 1967 [PKC-67-002]
Per Kirkeby Untitled, 1967 [PKC-67-001]
Per Kirkeby Vinduet – (hvordan kommer jeg videre?) / The window (how do I proceed?), 1963 [PKI-63-006]
DANIEL FANDT HENDE I jorden
keligt.
Han samlede stumperne, førte log over pigmentrester
der glider over i andre farver, hurtigt og næsten umær
Han gravede hende fri og børstede jorden af hende. ne: hvordan de fordelte sig på hendes tøj og hendes
på formen. Polykromi. Farve i overflod.
Ikke bare én farve, men et væld af mættede farver uden
stumper var gået tabt.
Antikke skulpturer med stærkt bemalede overflader.
Han tilhuggede nyt marmor og satte det i hullerne, hvor
– Jeg ser skulpturer, når jeg lukker øjnene, siger Marble.
hud. Hendes blågrønne øjne. Hendes koralrøde læber.
Hun hedder Marble som i marmor. Daniel kalder hende
rejser sig fra sengen og sætter sig på gulvet og ser på
ninger.
Nu kaster månen et vindue af lys på gulvet. Marble
Så fyldes kroppen af blod, der kan strømme i alle ret
– Den er heller ikke overfladisk, siger Marble.
– Maggi.
– Farven er ikke overflødig, siger Daniel.
Maggi.
månens vindue. Daniel lægger hende fra sig i sengen. Han spørger, hvor
retten til Daniel i sengen. De ryger på skift.
det som vind i en vindhætte. Nu strømmer blodet mod
skinnet. Røgen dufter ikke af noget. Hun rækker ciga
er små mikrofoner. Når han stryger hendes øreflip, lyder
Hun tænder en cigaret og puster hvid røg ud i måne
dan det føles at være hende. Hun fortæller, at ørerne
benene. Marble med cigaretten klemt op mod den løse hud Daniel lægger sig ned, og Marble vender ansigtet mod
mellem fingrene og hele håndfladen mod underkæben.
ham. Hendes højre hånd griber om hans venstre lår,
Daniel blæser en røgfigur, der forestiller et hestehoved.
Hun finder hans mund i et mørke, der kommer fra
evige. Det er, når de mødes, at tiden begynder.
lukker sig om hendes højre bryst.
– Formerne er evige, siger hun. Og materialerne er
hun trækker det op om sin hofte. Hans venstre hånd
hendes egne lukkede øjne. Et kys så dybt og så ærligt gennem århundreder, siger han. Den bliver ved med at
Massere den frem.
– Man kan hugge en form i marmor og lade den rejse
som ganske langsomt at åbne en afgrund med tungen.
optage en plads i verden. Marble trækker tungen til sig. – Ja, siger Marble og puster til hestehovedet. Men far – Daniel, hvad ser du bag dine lukkede øjne? spørger
ven glider af den.
hun. Uddrag af romanen Marble af Amalie Smith. Forlaget Gladiator 2014
– Orkidéer, siger han og ser ordentligt efter. Fordelt i enorme drivhuse. Og selvlysende rør, der vrider sig i og koral ned i sand på en lang, hvid strand. Og farver,
Nu Nude, 2015
ravgul honning. En hånd, der presser små stykker kul
Guy Rusha
[GRM-15-001]
Eva, Pamela, Victoria… Chie Fueki / Kirsten Justesen / Per Kirkeby Maija Luutonen / Grayson Perry / Tal R Guy Rusha / Eva Schlegel / Erik Steffensen
